Krypto-valuta: Kina strammer – Ethereum vil udvide

De kinesiske myndigheder har ifølge Wall Street Journal besluttet sig for at indføre et omfattende forbud mod det at sælge eller købe krypto-valutaer i landet.

Børser i landet skulle være blevet informeret omkring ændringerne i fredags, hvor de også blev bedt om at komme med informationer omkring kunders bankkonti senest i dag.

Kinas omfattende firewall skulle også gå over til at blokere for besøg til udenlandske børser som amerikanske Coinbase.

I sidste uge lukkede den næststørste Bitcoin-børs i Kina, BTC China på grund af regeringens udmeldinger.

Samtidigt ser skaberen af krypto-valutaen Ethereum, Vitalik Buterin, ganske anderledes på fremtiden. Ifølge Buterin vil Ethereum sammen med andre krypto-valutaer om få år have digital infrastruktur, der kan sammenlignes med Visa i dag.

Derfor vil infrastrukturen også kunne bruges til mange flere ting, end vi ser i dag.

Equifax blev også hacket i marts

Tidligere på måneden kom det frem, at kreditrapporterings-selskabet Equifax i maj blev hacket, og at hackerne fik adgang til oplysninger fra 143 millioner brugere.

Nu fortæller tre kilder tæt på selskabet, at der også blev opdaget uindbudne gæster allerede i marts. Equifax melder, at dette ikke skulle have direkte sammenhæng med maj-angrebet, mens en af de unavngivne kilder hævder, at der var tale om samme angribere.

Indtil videre har sagen betydet afskedigelse af to af selskabets sikkerhedsansvarlige.

Ud over at skulle forklare, hvorfor hackere i to omgange kunne bryde ind, står Equifax også med en udfordring omkring ledende medarbejderes salg af aktier, kort før nyheden omkring maj-hacket blev offentliggjort. Disse salg skulle efter sigende være genstand for en efterforskning i forhold til eventuel ‘insider trading’.

Malware miner kryptovaluta gennem inficeredes browsere

Hackere bruger såkaldt ‘malvertising’ placeret på hjemmesider til at mine krypto-valuta gennem den besøgendes browser.

Dette er fundet på russiske og ukrainske hjemmesider, hvor et reklamenetværk har ladet hackerne afvikle reklamer indeholdende JavaScript.

Denne kode er en modificeret udgave af MineCrunch (også kendt som Web Miner), der blev udviklet i 2014. Scriptet kan mine krypto-valutaer gennem den JavaScript, der afvikles ved besøg på et website, hvor reklamen er placeret.

For at skjule misbruget af brugeres computerkraft, er hackernes malvertising primært placeret på sider, der serverer videoindhold eller har browserbaserede spil.


Tryk på 'Læs mere' for at læse hele nyheden.

Chrome stopper auto-play lyd i 2018

Med version 64 af Chrome, vil browseren som udgangspunkt blokere lyden på de websites, der har automatisk afspilning af lyd.

Blokeringen vil dog ikke påvirke sider, hvor brugeren tydeligvis besøger stedet for netop at lytte indhold eller for at se video.

I stedet er det meningen, at blokeringen skal ramme automatisk lydafspilning fra reklamer.

En lignende funktion fungerer allerede i Chromes mobiludgave.

Chrome 64 skal efter planen udsendes 23. januar 2018.

Inden da kommer Chrome 63 i begyndelsen af december. her bliver det muligt at blokere lyd fra specifikke websites for evigt.