Tesla arbejder på egen AI-chip med hjælp fra AMD

Tesla har længe ønsket selv at kunne udvikle chip til håndtering af kunstig intelligens i selskabets biler.

Ifølge CNBC skulle man nu være tæt på det mål – med lidt hjælp fra AMD.

Rygterne går på, at Tesla bygger deres chip oven på AMD’s arkitektur og samarbejder med ‘AMD-aflæggeren’ GlobalFoundries for at nå i mål. Tesla har også ansat den tidligere AMD- og Apple-chef Kim Keller til at stå for udviklingen.

Tests af den egenudviklede chip skulle være i gang.

Tesla brugte først chips fra Mobileye til dets Autopilot-software. Men efter en ulykke, hvor føreren af en Tesla mistede livet, gik selskabet over til at samarbejde med Nvidia.

Nyt om lanceringsdato og specifikationer for kommende Intel chipset og CPU

Intels kommende Z390 Chipset skulle efter sigende lanceres i anden halvdel af 2018.

Hardwareproducenten Eurocom er kommet til at oplyse dette i sammenhæng med lidt yderligere informationer omkring kommende processorer, der passer til chipsettet. Det lader til, at der vil komme CPU-versioner med otte kerner og 16-tråde.

Disse bliver direkte konkurrenter til AMD’s Ryzen 7 CPU’er, som også kommer med op til otte kerner og 16 tråde.

Hos Hot Hardware gættes der desuden på, hvor vidt disse otte-kernede CPU’er bliver bygget på Intels nye 10nm+ Ice Lake-arkitektur.

 

Microsoft åbner forudbestillingen af Xbox One X

Det skulle blive den mest kraftfulde konsol på markedet, når Xbox One X lander den 7. november. Nu har Microsoft gjort det muligt at forudbestille konsollen til en dansk pris på 3.999 kroner.

Til den pris får man blandt andet en 2,3 GHz, ottekernet CPU, 1,172 GHz Polaris GPU i stand til at levere 6 TFlops, 12 GB GDDR5 RAM, 1 TB harddisk og 4K UHD Blu-ray-drev.

Samtidigt fortæller Microsoft, at flere end 130 eksisterende spil har fået en overhaling, så de kan drage fordel af X’s kræfter – blandt andre Far Cry 5, L.A. Noire, Greedfall og Okami HD.

Krypto-valuta: Kina strammer – Ethereum vil udvide

De kinesiske myndigheder har ifølge Wall Street Journal besluttet sig for at indføre et omfattende forbud mod det at sælge eller købe krypto-valutaer i landet.

Børser i landet skulle være blevet informeret omkring ændringerne i fredags, hvor de også blev bedt om at komme med informationer omkring kunders bankkonti senest i dag.

Kinas omfattende firewall skulle også gå over til at blokere for besøg til udenlandske børser som amerikanske Coinbase.

I sidste uge lukkede den næststørste Bitcoin-børs i Kina, BTC China på grund af regeringens udmeldinger.

Samtidigt ser skaberen af krypto-valutaen Ethereum, Vitalik Buterin, ganske anderledes på fremtiden. Ifølge Buterin vil Ethereum sammen med andre krypto-valutaer om få år have digital infrastruktur, der kan sammenlignes med Visa i dag.

Derfor vil infrastrukturen også kunne bruges til mange flere ting, end vi ser i dag.

Equifax blev også hacket i marts

Tidligere på måneden kom det frem, at kreditrapporterings-selskabet Equifax i maj blev hacket, og at hackerne fik adgang til oplysninger fra 143 millioner brugere.

Nu fortæller tre kilder tæt på selskabet, at der også blev opdaget uindbudne gæster allerede i marts. Equifax melder, at dette ikke skulle have direkte sammenhæng med maj-angrebet, mens en af de unavngivne kilder hævder, at der var tale om samme angribere.

Indtil videre har sagen betydet afskedigelse af to af selskabets sikkerhedsansvarlige.

Ud over at skulle forklare, hvorfor hackere i to omgange kunne bryde ind, står Equifax også med en udfordring omkring ledende medarbejderes salg af aktier, kort før nyheden omkring maj-hacket blev offentliggjort. Disse salg skulle efter sigende være genstand for en efterforskning i forhold til eventuel ‘insider trading’.

Malware miner kryptovaluta gennem inficeredes browsere

Hackere bruger såkaldt ‘malvertising’ placeret på hjemmesider til at mine krypto-valuta gennem den besøgendes browser.

Dette er fundet på russiske og ukrainske hjemmesider, hvor et reklamenetværk har ladet hackerne afvikle reklamer indeholdende JavaScript.

Denne kode er en modificeret udgave af MineCrunch (også kendt som Web Miner), der blev udviklet i 2014. Scriptet kan mine krypto-valutaer gennem den JavaScript, der afvikles ved besøg på et website, hvor reklamen er placeret.

For at skjule misbruget af brugeres computerkraft, er hackernes malvertising primært placeret på sider, der serverer videoindhold eller har browserbaserede spil.


Tryk på 'Læs mere' for at læse hele nyheden.

Chrome stopper auto-play lyd i 2018

Med version 64 af Chrome, vil browseren som udgangspunkt blokere lyden på de websites, der har automatisk afspilning af lyd.

Blokeringen vil dog ikke påvirke sider, hvor brugeren tydeligvis besøger stedet for netop at lytte indhold eller for at se video.

I stedet er det meningen, at blokeringen skal ramme automatisk lydafspilning fra reklamer.

En lignende funktion fungerer allerede i Chromes mobiludgave.

Chrome 64 skal efter planen udsendes 23. januar 2018.

Inden da kommer Chrome 63 i begyndelsen af december. her bliver det muligt at blokere lyd fra specifikke websites for evigt.

Lenovo klar med to kraftige workstations

To nye workstations fra Lenovo sigter direkte efter folk med behov for masser af kraft til arbejdet.

ThinkStation P920 er den kraftigste af de to ny maskiner og giver mulighed for at køre med to Intel Xeon Platinum, Gold, Silver eller Bronze CPU’er.

Windows 10 Pro er præinstalleret, og maskinen er certificeret til Redhat Linux. P920 kan håndtere tre Nvidia Quadro GP100 eller P6000 grafikkort, og der er plads til op til 2 TB DDR4 2666 MHz RAM.

Der er plads til 12 interne drev inklusiv to M.2 drev. Strømforsyningen er på 1.400 watt.

ThinkStation p720 har samme mulighed for to Intel Xeon processorer og kommer også med Windows 10 Pro samt Ubuntu. Redhat certificeringen er også på plads.

Der er ‘kun’ plads til to Nvidia Quadro GP100 eller P6000 grafikkort, og grænsen for RAM er 384 GB DDR4 2666 MHz. her får man valget mellem 690 watt eller 900 watt strømforsyning.

Begge modeller kommer på markedet i slutningen af oktober til en pris, der endnu ikke er kendt.

Windows zero-day sårbarhed udnyttet

Microsoft lapper nu en zero-day sårbarhed i Windows 10, efter en unavngiven nation har udnyttet sikkerhedshullet til at installere malware til overvågning på en eller flere maskiner.

Det er it-sikkerhedsselskabet FireEye, der beskriver, hvordan malwaren var indbygget i et Worddokument. Ved åbning blev et sikkerhedshul i Microsofts .Net framework udnyttet til at installere overvågningen, der går under navnet FinSpy.

FinSpy er udviklet af britisk-baserede Gamma Group, der sælger pakken af software til regeringer verden over.

Sikkerhedshullet er indekseret som CVE-2017-8759.