Apple-enhed vil kunne tilkalde hjælp ved hjerteanfald

Apple søger patent på en elektronisk enhed, som kan alarmere alarmcentralen, hvis brugeren får et hjerteanfald. Patentet beskriver en enhed, der sammen med en eller flere andre enheder via sensorer indsamler brugerdata og data fra omgivelserne. Enhederne alarmerer en eller flere kontaktpersoner, hvis de indsamlede data viser, at brugeren har behov for lægehjælp, politi, familie eller anden form for assistance. Systemet vurderer graden af uheldets alvor og tilretter alarmeringen herefter. Alarmering rangerer fra at e-maile et familiemedlem til at ringe til alarmcentralen. Apple forestiller sig, at teknologien kan bruges i forbindelse med trafikuheld, hjerteanfald samt børn og demente, der bliver væk. Apple forsøger at undgå falske alarmer ved at kræve respons fra brugeren, hvis et uheld registreres. Responsen kan blandt andet være via stemme eller bevægelse, hvor negativ eller ingen respons vil sætte gang i alarmeringen.

Opera introducerer browserintegreret adblocker

Opera er, ifølge dem selv, den første større browser til at integrere adblocking på 'web engine'-niveau. Funktionen findes lige nu i udviklerudgaven af browseren. Opera tjekker en blokeringsliste og blokerer reklamer allerede, når URL-forespørgslen laves. Man skal dog selv slå funktionen til. Når Opera opdager en reklame, bliver brugeren spurgt, om reklamer fra siden skal blokeres. Brugeren kan se statistik over, hvor mange reklamer, der bliver blokeret på den nuværende side og hvor mange, der er blevet blokeret i alt. Adblockings dialogboks indeholder desuden en hastighedstest, hvor man kan sammenligne indlæsningshastigheder med og uden adblocker. Opera indlæser den nuværende hjemmeside to gange, med og uden adblocker for sammenligning. Operas research viser, at browseren med adblocking aktiveret gennemsnitligt er 45 % hurtigere end Google Chrome med AdBlock Plus. Researchen er udført på 66 indholdsrige hjemmesider med en Windows 10 64-bit maskine med AMD Phenom II X6 processor og 8 GB RAM.

Google vil hjælpe med at skabe IT-infrastrukturstandarder

Google annoncerer, at de vil deltage i 'Open Compute Project' (OCP) og være med til at sætte standarder inden for IT-infrastruktur. Firmaet vil bidrage til en ny rack-specifikation og formfaktor, der tillader OCP-racks at passe ind i Googles datacentre. Google vil i samarbejde med Facebook arbejde på standardiseringen af 48V power racks, som kan være med til at udvide og forbedre 'Open Rack'-specifikationen. Google skriver, at de ser muligheder i et samarbejde med OCP på andre områder i fremtiden. Firmaet nævner, at standarder inden for servere og 'networking management systems' er blandt mulige opgaver, de vil arbejde med.