Bedre forlygter med LED-teknologi

Forskere på Fraunhofer Institute har udviklet en ny teknologi til bilforlygter, som automatisk tilpasser sig trafikken omkring bilisten. Teknologien udmærker sig ved at være specielt god til at kontrollere, hvornår den skal blænde op og ned og samtidig være mere energibesparende end mere traditionelle systemer. Holdet har koblet fire 256-pixel LED chips sammen med en 'driver chip' og opnår en høj opløsning, som gør det muligt at kontrollere lysdistribueringen ned til mindste detalje. Forlygterne tilpasser lysstyrke og -mængde efter behov ved at tænde og slukke individuelle dioder. Forskerne arbejder med to metoder til at skabe kontakt mellem pixels og 'driver chip' samt sørge for tilstrækkelig nedkøling af chippen. Den første metode inkluderer en legering i guld og tin på chippen i et mønster med afstande ned til 15 mikroner. I den anden metode bruges en 'nanoporøs' struktur i guld, som tilpasser sig komponenten og kompenserer, når ujævnheder og ændringer i afstande opstår.

Virtual reality rutsjebaner åbner i USA

Ni amerikanske Six Flags forlystelsesparker får virtual reality rutsjebaner denne sæson. I samarbejde med Samsung giver Six Flags gæsterne en virtuel oplevelse af at flyve som Superman eller bekæmpe aliens med Samsungs Gear VR-headset. Virtual reality-oplevelsen starter i det øjeblik, vognen forlader stationen. Gæsterne får en 360-graders 3D-oplevelse, som tilpasser sig brugerens hovedbevægelser. Ifølge Six Flags vil det visuelle matche rutsjebanens layout og være synkroniseret med rutsjebanens forløb for at mindske ubehag og køresyge. Virtual reality-udstyret vil inkludere controllere til starten af turen, hvor vognen trækkes opad. Her vil gæsterne kunne skyde med virtuelle pistoler i bedste videospilstil.