Pentagon installerer Windows 10 på 4 millioner PC’er

Alle Pentagons PC'er opgraderes til Windows 10 inden for de næste 12 måneder. Microsoft udmelder, at Windows 10 har fået sin største kunde til dato. Pentagon har haft tradition for at vente med opgradering af deres systemer, til operativsystemet er stabilt, og fejl og mangler er blevet udbedret. I de senere år er det begyndt at udgøre en større sikkerhedsrisiko at vente med opgraderingen, da hackere er blevet hurtige og dygtige til at finde sikkerhedshuller. Windows 10 kommer med flere sikkerhedsfunktioner bl.a. Windows Hello, som er et indlejret biometrisk sikkerhedssystem. Pentagons nuværende scannere til iris og fingeraftryk er eksterne tilføjelser, som udgør en potentiel sikkerhedsrisiko. 12 måneder er en kort tidsramme, da mange af Pentagons maskiner er besværlige at opgradere, eftersom flere af dem befinder sig på ubåde, fly og i krigszoner. Microsoft nyder godt af den nye beslutning fra Pentagon, da den kan hjælpe med at overbevise andre firmaer om at opgradere til Windows 10.

Indisk producent lancerer verdens billigste smartphone

Det indiske selskab Ringing Bells lancerer Freedom 251, verdens billigste smartphone, som kun koster, hvad der svarer til 25 kroner. Freedom 251 er udstyret med Android-styresystemet Lollipop, har en fire-tommer skærm med 960 x 540 skærmopløsning, en 1.3 GHz quad-core processor og 1 GB RAM. Telefonen kommer med 8 GB hukommelse, men dette kan udvides op til 32 GB med et Micro-SD-kort. Freedom 251 kommer desuden med et års garanti. Den billige pris skyldes sandsynligvis, at der er givet tilskud til mobilen. Det er uvist, hvem der har givet tilskuddet til telefonen, men nogle mener, det er den indiske regering. Freedom 251 kan forudbestilles på smartphonens hjemmeside fra i dag, torsdag den 18. Februar. Interessen for forudbestilling har været så stor, at Ringing Bells? servere ikke kunne følge med. Lige nu arbejder selskabet på at få servicen til at køre optimalt igen.