Aarhusiansk computer til kvantefysik lærer fra mennesker

På websitet https://www.scienceathome.org/ har 10.000 mennesker været med til at spille det samme computerspil 50.000 gange. Den aktivitet er med til at løse kvantefysiske problemer for en gruppe forskere på Aarhus Universitet. De har arbejdet på at skabe et kort over, hvordan den menneskelige hjerne er i stand til at vælge ud fra både intuition og en opbygget erfaring. 'Vi har skabt en slags landkort, der giver os en indsigt i de processer, som den menneskelige hjerne gennemfører. Vi opfører os intuitivt, når vi skal løse et ukendt problem, og for en computer er det umuligt at forstå. Computeren kan kværne gennem enorme mængder information, men mennesket kan vælge at lade være, og basere sin beslutning på erfaring eller intuition. Det er disse intuitive nedslag, vi kan finde frem til ved at analysere på de løsninger, spillerne kommer med i Quantum Moves,' udtaler fysiker Jacob Sherson til DR. Han offentliggør en artikel i det ansete tidsskrift Nature om projektet. En af projektets konklusioner er, at mennesket stadig er computerne overlegne på nogle punkter - f.eks. til at genkende de gode løsninger i stedet for at skulle gå systematisk gennem alle muligheder. Ved at lære computerne noget om denne menneskelige analyse, håber forskerne at kunne være med til at bryde den definerede 'øvre fartgrænse' for, hvor hurtigt en computer kan beregne - Quantum Speed Limit - der kort fortalt er en kombination af fysik- og datalogi-love, som dikterer den absolut korteste beregningstid af et givent problem.

Journalist idømt to års fængsel for at hjælpe Anonymous

Den amerikanske journalist Matthew Keys er blevet idømt to års fængsel for at have givet medlemmer af Anonymous adgang til et content management system (CMS) brugt af bl.a. The Los Angeles Times. Hackergruppen brugte loginoplysningerne til at rette i en artikel. Journalisten vil efter eget udsagn appellere afgørelsen og ser dommen som et eksempel på overdreven brug af en lov, der ikke er fulgt med i den digitale udvikling. Strafferammen for overtrædelse af 'The Computer Fraud and Abuse Act' var for Matthew Keys op til 25 års fængsel for tre tilfælde af hacking.

Retssag mod unge, der DDoS’ede NemID begynder i dag

I april 2013 lagde tre unge adgangen til NemIDs services ned ved hjælp af et DDoS-angreb. I dag begynder retssagen mod de tre, der i dag er i starten af 20'erne. Alle tre erkender sig skyldige. Nets, der står for NemID har efterfølgende måttet betale en bod for de timer, de tre randrusianere lykkedes med at blokere adgangen. Selskabet har efterfølgende styrket sikkerheden i forhold til DDoS-angreb. Ved en lignende retssag i 2012 blev to andre unge fra København idømt fængselsstraffe, der blev konverteret til samfundstjeneste. En tredje blev dømt til psykiatrisk behandling. Dette var for hackerangreb mod fagforeninger, der var i faglig kamp mod Restaurant Vejlegården. Ud over straffen skulle de tre betale 1,4 millioner kroner i erstatning.

Rygte: FBI brugte hackere til at låse iPhone op

FBI har måske fået hjælp fra en usædvanlig side, da de ville have adgang til en afdød terrorists låste iPhone 5C - noget https://newz.dk/apple-naegter-fbi-bagdoer-til-san-bernardino-drabsmands-iphone. Ifølge Washington Post blev FBI kontaktet af professionelle hackere, der påpegede et på daværende tidspunkt ikke alment kendt sikkerhedshul i telefonen. En kilde 'tæt på sagen' fortæller mediet, at FBI betalte for denne viden og brugte den til at udvikle hardware, der kunne omgå telefonens låsefunktion. FBI har tidligere meldt ud, at de ved hjælp fra et privat selskab havde fået låst telefonen op. Den israelske virksomhed Cellebrite er tidligere blevet nævnt som dette private selskab. Det vides ikke, hvilket sikkerhedshul FBI har gjort brug af, men organisationen har informeret repræsentanter for kongressen om metoden. Sagen omkring den afdøde terrorists telefon har ført til en diskussion omkring kryptering og myndighedernes eventuelle ret til at omgå krypteringen - senest med et https://newz.dk/lovforslag-kryptering-skal-altid-kunne-brydes-op.