NemID-kode kan til sommer ændres til fire cifre

Fra slutningen af juni vil man kunne ændre den personlige kode til NemID, så der fremover kun er brug for at huske fire cifre - i stedet for nuværende regel om seks blandede bogstaver og tal. Senior vicepræsident for NemID i Nets, Niels Gotfredsen, forklarer, at ændringen sker for at gøre betjening på mobiltelefoner nemmere. Han udtaler til Finans: 'Det er vigtigt for os, at brugervenligheden følger med, når danskerne mere og mere går over til at bruge smartphonen frem for computeren. Derfor har Nets udviklet en enklere løsning, som brugeren selv kan vælge til.' Danskerne bruger samlet set NemID mere end 2 millioner gange om dagen. Ændringen af koden skal ske på NemID's hjemmeside. Den nye kode skal stadig bruges sammen med nøglekortet og har ifølge Niels Gotfredsen samme sikkerhedsniveau som nuværende kodeform. Banker følger til efteråret med og tilbyder kunderne at skifte til den nye kode, hvis man ønsker det, når der skal logges ind på netbanken.

DDoS’ere truer sig til 100.000 dollars uden at DDoS’e en eneste

I en periode på omkring to måneder har en DDoS-gruppe, der har gået under navnet 'Armada Collective', truet sig til over 100.000 dollars i løsesumspenge fra firmaer under trusler om, at de ville blive DDoS'et, hvis de ikke indbetalte. Summerne for indbetalingen var på cirka 10 bitcoins (i skrivende stund ca. 30.000 kroner - eller 4.600 dollars), og truslerne gik på, at beløbet ville stige for hver dag man ikke betalte løsesumspengene. Dog kan CloudFlare rapportere, at der formentlig er tale om, at kriminelle blot har brugt en kendt gruppes navn, og at man ligeledes ikke kan registrere en forøgelse i DDoS-angreb på netværkene. Det lader altså umiddelbart til at være tomme trusler. CloudFlare understreger også, at flere ofre havde fået samme bitcoin-adresse til indbetalingen, så det ville have været umuligt for den eventuelle DDoS-angriber at finde ud af, hvem der i det hele taget havde betalt løsesummen. Ved at bruge navnet 'Armada Collective' har det formentligt været håbet, at modtagerne af trusselsbrevene ville bruge Google til at søge efter gruppens navn, indse at dette kunne være alvor og derfor betalt løsesummen.