Mozilla vil gøre web-virtual reality udvikling nemmere

Det skal være lettere for udviklere at arbejde med virtual reality (VR) på webplatformen. Det mener Mozilla, der har lanceret 'A-frame'. Det er et open source framework, der giver udviklere mulighed for at bruge velkendt html-sprog i VR-udviklingen i stedet for den mere komplekse WebG API. Med A-Frame kan man arbejde på tværs af bl.a. desktop, iPhone og Oculus Rift Dev. Kit 2. Senere kommer også support for Android. Læs mere på https://aframe.io/.

Linux: Teknologi bag kryptovaluta skal forbedres

Linux Foundation samler nu et hold eksperter til at udvikle en forbedret 'blockchain'. Blockchain bruges til kryptovalutaer som Bitcoins og styres ikke centralt. Sidstnævnte giver mulighed for, at brugere kan udveksle informationer sikkert mellem sig. Nonprofit organisationen Linux Foundation arbejder nu på et projekt, der skal afdække, hvad de fælles standarder for en blockchain skal være. I samarbejdet er selskaber som Cisco, IBM og VMware.

Internettet er ødelagt

I kan godt droppe det. Www er ikke spor godt alligevel. »Internettet er ødelagt«, og kapitalismen har vundet, for vi er alle arbejdsmarkedets slaver, der bliver overvåget. Således skriver en ung edb-fyr i Information. I en skøn teknologi-dystopi forklarer han, på charmerende rodet manér, at vi lige så godt kan give op og »indoperere chips i vores kroppe med tracking-signaler«. Thi »i dag er vi alle blevet til droner«. Læg dertil lidt hæsblæsende sci-fi-referencer fra filmen »The Matrix«, og nørd-konspirationssamlesættet er komplet. Kan man bede om mere i en kronik?

Foto:

35.000 MongoDB-databaser står åbne

Det står grelt til med sikkerheden på mindst 35.000 MongoDB-databaser, hvor adgangen fra internettet er helt åben. Resultatet kommer fra John Matherly, der står bag Shodan, som er en scanningstjeneste til at finde enheder eksponerede på nettet. Databaserne kan tilgås via nettet uden autentifikation. Værktøjerne til at rette op på sikkerhedshullerne findes med ændringer i MongoDB version 3, der kom i marts. Ifølge John Matherly kan noget af forklaringen være, at folk opgraderer deres database-instanser men fortsat bruger de usikre konfigurationsfiler. De fleste af de usikre MongoDB-databaser hostes på cloudløsninger hos DigitalOcean, Amazon og Alibaba.