Apple hyrer ledende udvikler fra Signal

Besked-appen Signal er kendt som en af de sikreste open source-apps til krypteret kommunikation. Nu skal Frederic Jacobs, der var med til at udvikle Signal, arbejde hos Apple i selskabets CoreOS sikkerhedsteam. Ansættelsen passer fint med Apples planer om at gøre iPhones endnu sikrere og fuldstændig fjerne muligheden for en bagdør ind i telefonerne - også for selskabet selv. Frederic Jacobs forlod tidligere i år selskabet Open Whisper Systems, der står bag Signal appen. Signal bruges af journalister, whistleblowers som Edward Snowden og andre med fokus på privatlivets fred online.

Norge beskylder Kina for hacking

Lederen af det norske "E-Tjenesten" (efterretningstjenesten) melder officielt ud, at man mener den kinesiske regering står bag cyber-angreb mod Norge. Generalen, Morten Haga Lunde, forklarer til den norske TV-station TV2, at kinesiske hackergrupper, med tilknytning til den kinesiske regering, sidste år fokuserede deres angreb mod norske firmaer - der enten arbejder sammen med, eller sælger produkter til, det norske militær. Hackerne har ifølge generalen haft held til at stjæle informationer ved angrebene. Generalen vil ikke informere om hvilke selskaber der er tale om, eller hvilke typer information der er stjålet. Det er første gang et NATO-land officielt beskylder Kina for hacking og cyber-spionage. Derudover fortæller Morten Haga Lunde, at angreb med russisk oprindelse er steget i løbet af det seneste år.

HTC Vive kan forudbestilles fra i dag

Fra kl. 16 i dag har man kunnet forudbestille HTCs virtual reality headset Vive til en pris på 899 euro - med estimeret told og fragt 990.25 euro eller 7387 kroner. Headsettet kommer med tre VR-programmer: 'Tilt Brush' fra Google, der gør det muligt at tegne i 3D-verdenen, 'Job Simulator the 2050 Archives' fra Owlchemy Labs, hvor du som robot skal lære at gå på job samt 'Fantastic Contraption' fra Northway- og Radial Games, hvor du skal bygge maskiner. Med Vive Phone Services har man mulighed for at holde sig mere eller mindre i forbindelse med den virkelige verden. Det er muligt at besvare telefonopkald, sende beskeder og tjekke kalenderen med headsettet på.