NemID-kode kan til sommer ændres til fire cifre
Fra slutningen af juni vil man kunne ændre den personlige kode til NemID, så der fremover kun er brug for at huske fire cifre - i stedet for nuværende regel om seks blandede bogstaver og tal.
Senior vicepræsident for NemID i Nets, Niels Gotfredsen, forklarer, at ændringen sker for at gøre betjening på mobiltelefoner nemmere. Han udtaler til Finans:
'Det er vigtigt for os, at brugervenligheden følger med, når danskerne mere og mere går over til at bruge smartphonen frem for computeren. Derfor har Nets udviklet en enklere løsning, som brugeren selv kan vælge til.'
Danskerne bruger samlet set NemID mere end 2 millioner gange om dagen.
Ændringen af koden skal ske på NemID's hjemmeside. Den nye kode skal stadig bruges sammen med nøglekortet og har ifølge Niels Gotfredsen samme sikkerhedsniveau som nuværende kodeform.
Banker følger til efteråret med og tilbyder kunderne at skifte til den nye kode, hvis man ønsker det, når der skal logges ind på netbanken.